Da jeg gik i 7. klasse fik jeg den skører idé at jeg skulle være udvekslingstudent i USA.
Mine forældre har bakket mig super meget op i mit valg, og nu glæder jeg mig bare til at komme af sted.
Jeg var til interview i sommerferien 2013. Jeg blev spurgt om de mærkeligste ting, og jeg var super nervøs. Jeg var bange for at jeg skulle svarer forkert på de ting intervieweren spurgte om, men jeg smilede bare og var mig selv, og da jeg gik derfra var jeg en glad pige der kunne fortælle folk at jeg var blevet godkendt.
Omkring september eller oktober fik jeg af vide hvilken partner organisation jeg skulle med, altså den organisation min egen organisation i Danmark, samarbejder med. Min egen organisation som hedder Explorius, har mange samarbejdspartnere i USA, så ens partner organisation i USA, bliver valgt ud fra ens karakterer. Jeg skal med en partner organistaion der hedder FORTE. Da jeg fik af vide at jeg skulle med FORTE var der også vedlagt en 20 siders ansøgning som skulle skrives under og komme ud med al information om en.
Med min organisation, Explorius, er der en masse workshops. Jeg var til den første workshop i december 2013, hvor man fik af vide hvordan man skulle skrive en god ansøgning. Da jeg allerede havde lavet min ansøgning færdig, var det ikke vildt interesant, men jeg fandt alligevel ud af at jeg skulle skrive lidt mere på det essay om en selv på 650 ord. Jeg troede virkelig at det var svært at skrive 650 ord om sig selv, men de 650 ord kom hurtigt op på 1200 ord… UPS! Man skriver jo heller ikke kun om sig selv og hvor fantastisk og mærkelig man er, man skriver også om hvad man laver i sin fritid, hvordan ens forhold til familie og venner er osv, så det var ikke så svært.
I går, den 27 januar, var jeg til min anden workshop, hvor os der skulle til USA kom og skulle lave engelsk test. Jeg har aldrig været helt vildt nervøs når der har været test i skolen, så det blev heller ikke noget problem her, men jeg synes godt nok at der var nogle svære ord i en lille opgave, men ellers var det meget nemt, og jeg føler at det gik ret godt. Det var en test der varede 1 1/2 time. Hvis man dumper i testen betyder det ikke at man ikke kommer til USA, de skal bare bruge testen så de ved hvordan vores niveau ligger og så de ved hvor meget hensyn og hvilken skole de skal sætte en på.
Efter testen var der infomøde i 2 timers tid. Vi fik af vide hvordan det var i USA og om de fordomme man havde virkelig var rigtige. Der var en tideligere elev som fortalte om hendes ophold, og jeg var lige ved at græde op til flere gange. Jeg sad bare der og der gik det faktisk op for mig hvor skør jeg var, og hvad jeg havde rodet mig ud i.. Det var overhovedet ikke en afskrækkelse, jeg glæder mig bare endnu mere nu, det er det eneste jeg tænker på.
Der var også en pige der, efter hun havde været i USA, blev bedt om at skrive en stil om hendes ophold på sit gymnasium, hun havde fået 12 for stilen, og havde sent den ind til Explorius som brugte den fordi de synes den var så god. Jeg var også ved at tude flere gange da den blev læst op, bare den måde hun beskrev på at hun var på vej op af trappen og havde sagt farvel til sine forældre, og at det var point of no return. Det var der det virkelig gik op for en at man skulle undvære sine forældres kys, kram og kærlighed i hele 10 måneder. Det var en fantastisk workshop, og jeg glæder mig mere end noget andet.
“I’d rather look back at my life and say
‘I can’t believe i did that!’
instead of saying
‘I wish i did that…'”
– Mie Marie Bønneland